Alle billeder
Originale illustrationer på tryk i en lækker kvalitet. Billedmotiverne får fantasien til at vandre og er fulde af fortællinger, stemninger, lidt nostalgi, hygge, leg og eftertænksomhed. Man kommer nemt til at digte på historier, som man kan tale sammen om og billederne er dermed ideelle for både børn og barnlige sjæle.
BILLEDER - BILLEDTRYK - KUNSTTRYK - BØRNEPLAKATTER
Alle billeder her i shoppen er høj kvalitets tryk af mine originale illustrationer og vil også kunne betegnes som plakater, børneplakater, billedtryk, print, kunstplakat eller kunsttryk. Her på siden kalder jeg dog dem mest tryk, billeder eller billedtryk for nemhedens skyld.
Mine illustrationer maler og tegner jeg med en blanding af akvarel, gouache, tusch og farveblyanter før de scannes og redigeres. Jeg sigter altid efter at trykket skal ende op med at gengive originalen så tæt på som muligt. Dette er muligt med det rette papir og pigment. Du kan læse mere om tryk metode og materialer her.
INDRET MED BILLEDER
Billeder sætter prikken over i'et i boligen, de sætter en stemning og er medvirkende til at gøre hjemmet indbydende og personligt - ikke mindst kan billeder gøre en før så stor og tom hvid væg dekorativ. Billeder, kunst, plakater og tryk - hvad man nu end kalder det - kan skabe hygge og medvirke til at der er rart at være uanset om det er på børneværelset, i stuen, soveværelset, køkkenet eller i entreen. Vores hjem er af stor betydning for det er et sted hvor vi opholder os meget. Jeg synes ikke at man nødvendigvis skal eje en masse, men man skal eje nogle gode ting, der gør noget godt for øjet og for sjælen.
FOR ØJET OG FOR SJÆLEN
Jeg tror på, at billeder skal tale ind i sjælen og røre ved den. Den motivverden jeg arbejder med i navnet af Det Gyldne Blad er fortællende, rolig, lun, nostalgisk og underfundig. Jeg arbejder bevidst med at barndomserindringer, leg og små fantasiverdner ligger bagved udtrykket i billederne og man må gerne få tanken, at de kunne være taget ud af en billedbog. Det synes jeg nemlig er et stort plus at kunne tilføje et billede, for det kan skabe en lille rolig stund, hvor man taler om hvad der foregår på i motivet.